Udforsk Ålandet
Stien – Hovedruten langs Skjern Å
Stien bliver Ålandets rygrad – en cirka 100 km lang rute, der følger Skjern Å fra dens udspring til udløbet i Ringkøbing Fjord.
Den binder landskabet sammen og gør det muligt at opleve åens mangfoldige natur og kultur til fods, på cykel eller til vands. Stien udnytter eksisterende forbindelser og åbner samtidig for nye – i tæt samarbejde med lodsejere og lokale aktører.
Undervejs inviterer stien til fordybelse, bevægelse og nærvær med landskabet. Den er ikke bare en vej, men en oplevelse i sig selv.
De større udviklingsinitiativer i Ålandet går på tværs af kommunegrænser og danner rygraden i det fælles arbejde.
De tværkommunale projekter finansieres og drives i fællesskab af de tre kommuner, og kommer til at danne ramme for at kombinere lokale ressourcer og strategier med overordnet retning.
Lokale initiativer er drivkraften i Ålandet. De mange projekter i landsbyer og lokalområder skaber både konkrete resultater og lokal stolthed.
Som led i udviklingen af Ålandet skal der udarbejdes et mulighedskort – en dynamisk oversigt over eksisterende, planlagte og potentielle projekter.
Mulighedskortet samler alt fra shelters, stiforløb og udsigtspunkter til bosætningsinitiativer og kulturhistoriske steder. Kortet skal fungere som planlægningsværktøj, kommunikationsmiddel og dokumentation over for fonde og samarbejdspartnere.
Alle kommuner og lokale aktører kan bidrage til kortet, som løbende opdateres i takt med at nye idéer og projekter opstår.
Har du noget, vi mangler til kortet? Eller har du en god idé? Så kontakt os her.
I Ringkøbing-Skjern Kommune er projektet “Borris - Forbindelser og Mødesteder” et godt eksempel. Her har lokale borgere og organisationer arbejdet i årevis på at skabe stier, mødesteder og adgang til naturen omkring byen. Projektet inkluderer shelters, udsigtspunkter, kanoanløbsplads, gangbroer og undervisningsfaciliteter – alt sammen forankret i dialog med borgere, lodsejere og kommunen.
I Hoven arbejdes der med at genetablere Hoven Mølledam som et lokalt samlingspunkt. Første fase består i naturgenopretning og opgravning af den gamle dam, og senere skal der anlægges stier, boardwalk, shelters og formidlingspunkter i området. Projektet er drevet af lokale ildsjæle og skaber store muligheder for både bosætning og turisme.
I Herning Kommune er Dalgas Stien under udvikling. Stien bliver en rute med fokus på kulturhistorie, bevægelse og naturoplevelse. Meningen er, at den skal kobles på det større Ålands-netværk og blive en vigtig østlig adgangsvej til Ålandet. Projektet er endnu under udvikling, men har stort lokalt engagement og potentiale som forbindelsesled.
